Søg i arkiv        
Besøgende lige nu: 103
Logget på lige nu: 0
E-mail
Kodeord
Husk oplysningerne
Opret profil
Tip en ven Del siden med andre Udskriv siden Copyright TraktorTech
 
I dag får mekaniker-lærlinge sved på panden i Aars

Oprettet 02.11.18 kl. 10:53

Når Danmarks Bedste Lærling - Landbrugsmaskin-mekaniker, starter i dag på Erhvervsskolerne Aars, dyster fire finalister i kampen om at blive den bedste inden for sit fag.

Af John Christensen

Foto: Torben Worsøe.
Christian Thomsen er en af de fire finalister i DBL 2018. Han er til daglig i lære som landbrugsmaskinmekaniker hos Langelund Maskinstation. De næste to dage kan du møde ham i aktion på Erhvervsskolerne Aars.

»Pas på hinanden, vær opmærksom på sikkerheden i det, I laver. Og husk at tænke jer godt om, når i kaster jer over opgaverne. Der er mere end rigeligt at nå på to timer«.

Finn Christensen, tilsynsførende og faglærer på Erhvervsskolerne Aars, er i færd med at gennemgå reglerne for fire spændte lærlinge. I dag kl. 12.00 præcis skydes konkurrencen Danmarks Bedste Lærling - Landbrugsmaskinmekaniker (DBL), igang. En konkurrence, hvor fire finalister i den grad kommer til at få sved på panden.

I løbet af de næste to dage skal de fire landbrugsmaskinmekaniker-lærlinge igennem fire opgaver á hver to timers varighed. Hver af de fire opgaver indeholder et hav af underopgaver, der hver især giver point afhængig af, hvor godt de løses.

Og vinderen: Det bliver den, der sammenlagt scorer flest point i alle fire opgaver.

Vejen til at deltage i konkurrencen går gennem en indstilling af enten praktikværten, skolen eller lærlingen selv. Opfylder man kravnene her, sendes man igennem en online test, hvor samtlige deltagere analyseres. Ud fra resultaterne finder en jury de fire finalister, som skal dyste om at blive den bedste inden for sit fag.

Fire dygtige lærlinge

Christian Thomsen, Anders Sørensen, Rasmus Skou og Nicolai Nielsen er navnene på dette års finalister. De er i lære som landbrugsmaskinmekaniker hos henholdsvis Langelund Maskinstation, J. Hundahl, PN Maskiner og Hjallerup Maskinforretning. Alle fire har de udmærket sig under deres uddannelse, og blandt andet Anders Sørensen kommer med et friskt 12-tal i baggagen fra sin svendeprøve.

»Man går jo altid og tænker lidt over, hvad man kan komme op i«, lyder det roligt fra Anders Sørensen.

Trods den fine karakter i baggagen, ser han sig ikke som favorit.

Der er tre andre, dygtige deltagere, som også gerne vil vinde. Så det bliver helt sikkert en hård konkurrence, hvor der ikke er meget, der skiller top og bund«, lyder det anerkendende.

Har du lyst til at se, hvordan finalisterne klarer sig, så er konkurrencen åben for publikum såvel fredag som lørdag. Fredag fra kl. 11:30-17:00, lørdag fra kl. 08:30-14:00. Adressen er Østre Boulevard 10. 9400 Aars.

Dansk Metal, LandbrugsMedierne, Dansk Maskinhandlerforening og Erhvervsskolerne Aars står bag konkurrencen, der i år finder sted for sjette gang og med virksomheden Kramp som hovedsponsor.




TraktorTech powered by LandbrugsMedierne | traktortech@traktortech.dk | Tlf. (+45) 33 39 47 00