Søg i arkiv        
Besøgende lige nu: 128
Logget på lige nu: 0
E-mail
Kodeord
Husk oplysningerne
Opret profil
Tip en ven Del siden med andre Udskriv siden Copyright TraktorTech
 
Set i TraktorTech: Flash Back med gammelt Ford-lokomotiv Elektronisk powershift gjorde underværker i Ford´s kongetraktor, 8830, som med èt blev let og moderne at køre.

Oprettet 12.06.18 kl. 09:21

Af Max Madsen

Udvendig var ændringerne få, men med powershift slap føreren for at komme hjem med en dej-arm efter mange timer bag rattet.
$ID/[No paragraph style]:Billederne er hentet fra denne brochure.
Vip frem for at starte blødt i et forudvalgt gear. Vip tilbage for at bakke. Opgearing sker ved at vippe til højre og nedgearing ved at vippe til venstre. Yderst moderne ved siden af Magnums og John Deeres mekaniske tryllestave fra samme tid.
Kabinen var stort set identisk med TW'ernes Force II-version, så liftbetjeningen var stadig mekanisk, og håndgassen sad ved rattet.
Den nye 30-serie adskilte sig kosmetisk fra TW'erne ved, at den hvide kølergrill nu var sort.

Da Fords kongetraktor, TW-35, blev omdøbt til 8830, fik den groft sagt kun èn forbedring. Til gengæld var den kæmpestor og meget tiltrængt. Farvel til den mekaniske gearkasse med Dual-Power og goddag til topmoderne elektronisk styret Funk powershift med vendegear.

Førerne mærkede en kollosal forskel, for efter en lang dag i TW-35'eren var højre arm meget lang og træt efter utallige gearskift imellem både køregear samt frem og bak. Jo højere tallet på timetælleren var, jo mere upræcise og lange blev skiftebevægelserne. Mestrede man ikke mellemgassen godt nok, eller var man ikke fiks til gearskift uden kobling, kunne man samtidig mærke et crash op igennem skelettet, når tænderne i gearkassen skulle i indgreb.

Den nye Electro Command transmission havde 18 powershifttrin fremad og 9 bagud. De karakteristiske buede gearstænger blev erstattet af et lille velplaceret joystick samt et lille lcd-display ved førerens højre hånd. Når traktoren skulle fremad, trykkede man en sikkerhedsknap ind og vippede joysticket frem. Herefter lagde traktoren blødt fra land i et forudbestemt gear.

Skift fra frem til bak ved forageren skete på samme måde. Når joysticket blev vippet tilbage, ændrede traktoren retning stille og roligt styret af mikroprocessorer i gearkassen. Heller ikke op- og nedgearinger krævede store armbevægelser længere. Et lille vip til højre gearede et gear op, og et lille vip til venstre gearede ned.

Traktoren var med èt blevet meget moderne og behagelig at køre. Nu kunne motoren, der ikke var kendt for at være den mest sejtrækkende, udnyttes bedre, og føreren havde mere fleksibilitet. Det var eksempelvis let at holde pto-omdrejningerne i top, når bigballepresseren kaldte på alle traktorens heste op ad bakkerne.

Også lillebroderen, TW-15, samt mellemliggeren, TW-25, blev en del af 30-serien og fik powershift. Deres nye numre blev henholdsvis 8630 og 8730. Alle tre 30-serier adskilte sig kosmetisk ved, at den hvide kølergrill nu var sort. De hvide bagskærme var også blevet sorte ligesom streameren langs motorhjelmen.

På den tekniske side var der flere små opdateringer. Blandt andet fik motoren, der var berygtet for at tære i vandkanalerne, et forbedret kølesystem, så Ford turde give to år eller 2.000 timers garanti. Hydrauliksystemet var også forbedret. Firehjulstræk og differentialespærre blev slået til elektrohydraulisk via kontakter, og radaren gjorde det muligt at udregne behandlet areal på traktorcomputeren i instrumentbrædtet. Derudover var navnlig liftbetjeningen i slutningen af 30-seriens levetid ved at være gammeldags med sine store mekaniske håndtag. Venderadius havde heller aldrig været god i de to lange modeller, 8730 og 8830.

@Fakta brød bullet:Motorydelse186 DIN hk. MotortypeFord, turbo, intercooler, 6,6 liter TransmissionFunk 18/9 full powershift, 30 km/time Hydrauliksystem108 liter/minut Liftkapacitet6,8 ton Egenvægt7,3 ton Produktionsperiode1989-1993 ForgængerFord TW-35 Force II EfterfølgerFord New Holland 8770




TraktorTech powered by LandbrugsMedierne | traktortech@traktortech.dk | Tlf. (+45) 33 39 47 00