Søg i arkiv        
Besøgende lige nu: 84
Logget på lige nu: 0
E-mail
Kodeord
Husk oplysningerne
Opret profil
Tip en ven Del siden med andre Udskriv siden Copyright TraktorTech
 
Ugens maskine: Såbedsharve fra Kongskilde imponerer i Tyskland

Oprettet 09.02.18 kl. 08:55

Et godt såbed giver sukkerroer optimal fremspiring. Og på en ejendom i Tyskland spiller såbedsharven Kongskilde Germinator Pro en nøglerolle.

Af Claus Worup

I det ideelle såbed placeres frøene på en let pakket, men ikke for kompakt bund. På Gut Radau harves såbedet til sukkerroer kun én gang med en Kongskilde Germinator Pro og i en dybde på 4-4,5 cm.
Hauke Zeiser, Gut Radau, og Jens Christoffersen, Kongskilde, konstaterer at såbedet har den rigtige kompakthed i bunden.

Kongskilde Germinator Pro er et godt eksempel på Kongskildes nyeste generation af såbedsharver. Siden 1980'erne, hvor den første generation af Germinator serien blev introduceret, har den sat standarden for såbedstilberedning til sukkerroer, og i dag bygger den nyeste version så at sige på opsparet agronomisk viden samt landmændenes erfaringer fra den første version.

Germinator Pro er specielt udviklet til skabe et præcist såbed med en fast og jævn bund til at placere frøet på. Er dybden sat til en bestemt dybde, så holder det hele marken igennem.

Hver fredag samler vi op på en aktuel maskine. Denne fredag serverer vi fem ting, der er værd at vide om såbedsharven, Kongskilde Germinator Pro og krydrer med erfaringer fra godset Gut Radau ved Goslar i Tyskland, hvor man bruger den nyeste viden og teknik til at skabe det gode, faste såbed for at få den optimale fremspiring. Resultatet blev overraskende godt.

1. Mange muligheder

Germinator Pro såbedsharven er opdelt i sektioner med hver fem arbejdszoner. Først jævner det hydrauliske flexboard jorden. Den efterfølgende valse smuldrer jorden, inden fem rækker Vibro Super G tænder sørger for ensartet vertikal harvning. Den bageste planérplanke jævner såbedet, inden dobbeltpakkeren smuldrer og pakker jorden. Der kan vælges mellem rørpakkervalse, C-valser, crosskill-ringe og rotorsmuldrer, alt efter jordtype. En crosskill-valse sørger for en god pakning af jorden inden såningen, hvilket er meget vigtigt specielt til sukkerroer.

2. Præcisionsarbejde

Germinator Pro følger markens konturer og styrer harvedybden præcist med rullerne for og bag hver enkelt sektion. Et nyt flexboard modvirker chokvirkninger i harven, da jorden er rettet af, før den første dybdestyringsvalse kommer. En hydraulisk udligning sikrer, at der overføres det samme tryk i alle harvens sektioner. Harvesektionen er udstyret med Vibro Super G harvetand, der bearbejder jorden ned til 12 cm. Den vertikale bearbejdning betyder, at man ikke får kold og våd jord bragt op til overfladen. Den 6,2 m brede harve bliver på godset trukket af en 210 hestekræfters traktor, og traktorens GPS-teknologi minimerer overlap under harvningen. Arbejdshastigheden er 8-10 km/t.

3. Balance og kompakthed i såbedet

Ifølge Kongskilde viser forsøg, at Germinator Pro skaber flere jordpartikler i den optimale størrelse på 4-8 mm, mindre pulveriseret jord under 2 mm, og samtidig knuses alle klumper, der er større end 60-70 mm. Såbedsharven sætter således en høj standard, når det gælder den korrekte komposition af jordpartiklernes størrelse. Er partiklerne for små, fremmes tilslemning af jorden ved regn samt vinderosion, mens luft- og iltgennemtrængningen reduceres. Er partiklerne for store, reduceres deres evne til at optage og holde på vandet, hvilket fremmer udtørringen.

4. Den rette krummestruktur

I 2017 var målet på Gut Radau et udbytte på 14 tons/ha, og for at sikre sukkerroerne en optimal start, anvendte de for første gang en ny Kongskilde Germinator Pro såbedsharve til etablering af såbedet. Det er en præcisionssåbedsharve, udviklet specielt til såbede med højværdiafgrøder. Hidtil har de anvendt en traditionel såbedsharve. Et andet alternativ kunne være en rotorharve, som anvendes af andre sukkerroeavlere i nærområdet. Ifølge Hauke Zeiser skaber rotorharver ikke det optimale såbed, og den giver kun mening, hvis der er meget organisk materiale, som skal nedbrydes.

»Kunsten er at skabe et kompakt såbed med den rigtige krummestruktur,« siger driftsleder på godset, Hauke Zeiser.

5. Overbevisende udbytte

Efter sæsonen kunne Hauke Zeiser konstatere et godt resultat. Han fortæller, at overordnet set var vejret ikke det bedste i 2017. Foråret var temmelig tørt, og senere på sæsonen blev det temmelig regnfuldt. På trods af det blev året rigtig godt med et udbytte næsten 17 tons sukker per ha. Det er et udbytte, som normalt kun opnås i de vejrmæssigt allerbedste år. Hauke Zeiser fremhæver yderligere harvens uafhængigt ophængte sektioner, der sikrer en ensartet harvedybde af såbedet i hele maskinens arbejdsbredde, hvilket er med til at sikre en homogen fremspiring.




TraktorTech powered by LandbrugsMedierne | traktortech@traktortech.dk | Tlf. (+45) 33 39 47 00