Søg i arkiv        
Besøgende lige nu: 72
Logget på lige nu: 0
E-mail
Kodeord
Husk oplysningerne
Opret profil
Tip en ven Del siden med andre Udskriv siden Copyright TraktorTech
 
Roeoptager gemt væk i 27 år - nu skal den køre igen

Oprettet 11.10.17 kl. 11:11

I år vil en gammel Dronningborg Holbæk roeoptager blive taget i brug for første gang i 27 år.

Af Anna Tang Nielsen

Foto: Emil Thorgaard.
Roeforeningens nyindkøbte roeoptager.
Foto: Emil Thorgaard.
Foto: Emil Thorgaard.
Foto: Emil Thorgaard.

I Roeforeningen - fire unge mænd i tyverne, som dyrker roer - høster de på gammeldags manér.

I weekenden fik de en »ny« roeoptager i samlingen.

»Det er en Holbæk, men Dronningborg opkøbte Holbæk. De kørte produktionen videre, så den er sådan set Dronningborg-farvet«, siger Emil Thorgaard, uddannet landmand og en af de fire medlemmer af Roeforeningen.

Roeoptageren er fundet hos Niels Husted, en 92-årig landmand ved Lihme, vest for Balling i Salling.

»Han sagde, at den har stået inde i maskinhuset i 27 år, hvor den har stået stille. De er lidt sjældne, så det er lidt af et fund«, fortæller Emil Thorgaard.

Selvom det er længe siden, maskinen sidst har været i brug, er der ikke meget, der skal ordnes, før den igen er køreklar.

»Det er meget begrænset. Der var et par bolte, der skulle skiftes, og så skal den nok have noget nyt olie - og så tror jeg egentligt, at den er køreklar«, siger Emil Thorgaard.

Roeforeningen var interesseret i lige netop dén maskine og havde derfor annonceret efter den på deres facebook-side.

»Den er lidt speciel, fordi den både har rouletten, der hiver roerne op, og så har den en rensetromle bagefter, som gør, at de bliver mere rene. Så det er derfor, vi var interesserede i den«, fortæller Emil Thorgaard.

Holbæk-optager nummer to

Det er nummer to Holbæk-roeoptager, gruppen har anskaffet sig i år.

»Vi har også hentet én på Sjælland - én der er magen til. Det var inden, vi fandt ud af, at der var én så tæt på, så nu har vi to«, fortæller Emil Thorgaard.

»De blev lavet ovre på Sjælland, så vi vidste godt, at vi nok skulle derover for at finde en. Et stykke tid efter ringede Niels og fortalte, at han havde den her til at stå - så måtte vi have fat i den også. Niels synes også selv, at det er sjovt at se den i gang igen. Han kommer og ser, når den skal køre igen«, fortæller han.

Ligesom Niels Husted kan alle interesserede komme og se på og få en sludder om de ældre maskiner, når de to Dronningborg-Holbæk-roeoptagere sammen med en Thyregod-roeoptager fra 1970'erne skal få foreningens roer på de fire tønder land op af jorden.

Det sker lørdag 28. oktober klokken 10 på Damgårdvej 2, Balling. På Roeforeningens facebook-side vil de melde ud, hvis arrangementet bliver aflyst på grund af dårligt vejr.

Foreningens roer bliver brugt som foder til to af medlemmernes egne kvægbesætninger, mens resten bliver solgt, blandt andet til jægere og hesteejere.




TraktorTech powered by LandbrugsMedierne | traktortech@traktortech.dk | Tlf. (+45) 33 39 47 00