Søg i arkiv        
Besøgende lige nu: 83
Logget på lige nu: 0
E-mail
Kodeord
Husk oplysningerne
Opret profil
Tip en ven Del siden med andre Udskriv siden Copyright TraktorTech
 
Bay Christensen indleder generationsskifte

Oprettet 08.08.17 kl. 12:09

Bay Christensen A/S har indledt et glidende generationsskifte fra Carl Bay Christensen til salgschef Morten Christoffersen og Mathias Friderichsen, der tiltræder som medejer, maskinhandler og driftschef

Af Mette Boas

Mathias Friderichsen, Carl Bay Christensen og Morten Christoffersen har indledt et glidende generationsskifte i firmaet Bay Christensen A/S i Rønnede.

De vil egentlig helst kaldes maskinhandlere alle tre, Carl Bay Christensen, Morten Christoffersen og Mathias Friderichsen, og de vil alle sælge maskiner og have tæt kontakt med kunderne i fremtiden, når generationsskiftet skrider frem over de næste fire-fem år.

Rollerne er dog fordelt, så Carl Bay Christensen fortsætter som maskinhandler, Mathias Friderichsen, 42 år bliver driftschef og Morten Christoffersen, 45 år fortsætter som salgschef.

»Vi vil drive virksomheden videre som hidtil. Vi skal bygge på den tætte relation til kunderne. Det kunderne oplevede i går, vil de også opleve i morgen. Mathias og jeg har den ambition at drive virksomheden videre i det spor, vi er i. Kunderne skal føle sig velkomne. Det skal være en god oplevelse at besøge os. Vi glæder os til forsat at servicere de nuværende kunder samt strøgkunderne, som kommer her, fordi vi altid har et stort udvalg både af nyt og brugt,« siger Morten Christoffersen.

»Vi vil fastholde nerven og fortsætte den naturlige og positive vækst. Carl Bay Christensen og hans stab har bygget en sund og solid virksomhed op, som vi ønsker at konsolidere og med tiden udbygge, siger Mathias Friderichsen og understreger, at han går ind i Bay Christensen A/S, fordi det er en veldrevet virksomhed med tætte bånd til kunderne og et stærkt navn i branchen.«

Carl Bay Christensen har drevet virksomheden i Rønnede i 33 år, og for ham er det et ideelt generationsskifte, der er sat i gang.

»Jeg kan jo ikke løbe fra, at dåbsattesten siger 71 år, men jeg har ingen planer om at stoppe. Jeg har overvejet generationsskifte i nogen tid, og nu viste denne løsning sig. Det er jeg rigtig glad for både på egne vegne og på vegne af medarbejderne. De kan roligt se fremtiden i møde med Morten og Mathias i spidsen. Morten har været her i 20 år. Mathias og Morten kender hinanden godt og har samme syn på at drive virksomheden videre i den velkendte ånd,« siger Carl Bay Christensen.

Startede med brugt

Firmaet Bay Christensen A/S er oprindeligt etableret som handler af brugte maskiner, men Bay Christensen fik hurtigt tilbudt forhandlingen af Ford med særlig vægt på rendegravere. Gennem årene har firmaet bl.a. fået forhandling af Takeuchi minigravere, Giant minilæssere, NPK nedrivnings udstyr, Case Construction samt New Holland Construction.

»Det er selvfølgelig lidt melankolsk at indlede generationsskiftet. Det er både godt og skidt, fordi jeg stadig synes det er sjovt, og heldigvis har vi fundet en model, hvor jeg kan fortsætte nogle år endnu med at sælge maskiner og møde kunderne, og det er den helt rigtige løsning,« siger Carl Bay Christensen, som også i de nærmeste år vil være første mand i virksomheden om morgenen.

Mathias Friderichsen har 12 år bag sig i maskinbranchen. Han har oprindeligt en uddannelse som agrarøkonom og har været ansat 12 år hos Johs. Mertz blandt andet som produktchef for Case IH og som afdelingsleder.

»Jeg har en gammel drøm om at gå selv, og her var en mulighed for at springe på et tog, der allerede er i bevægelse. Det er en rigtig god mulighed, og Morten og jeg kender hinanden godt gennem mange år, så vi glæder os til at drive en veldrevet virksomhed videre,« siger Mathias Friderichsen.

Bay Christensen A/S handler fortrinsvis med industrikunder. Rendegravere har haft stor betydning for virksomheden gennem årene, men der er kun et begrænset marked tilbage, mens mellemstore gravemaskiner har taget over.




TraktorTech powered by LandbrugsMedierne | traktortech@traktortech.dk | Tlf. (+45) 33 39 47 00