Søg i arkiv        
Besøgende lige nu: 53
Logget på lige nu: 1
E-mail
Kodeord
Husk oplysningerne
Opret profil
Tip en ven Del siden med andre Udskriv siden Copyright TraktorTech
 
Kandidat A til Årets traktor 2014: Kubota M110 GX

Oprettet 18.10.13 kl. 08:00

For første gang er japanske Kubota med i kampen om at blive Tractor Of The Year og byder på en række små spidsfindigheder som variabel forakselaffjedring og Bi-Speed Turn.

Af John Christensen

Foto: Kubota
Kubota er for første gang nomineret med Kubota M110GX. Traktoren er på 110 hestekræfter.
Foto: John Christensen
Liften og til en hvis grad også transmissionen styres fra armlænskonsollet.
Foto: John Christensen
Et blik ud over højre sidepanel i kabinen. Traktoren har også et armlænskonsol til chaufføren
Foto: Kubota
Kubota er ikke store på landbrugsområdet, men koncernen har helt klart et ønske om at vokse i dette segment. M110 GX kan være første skridt.

Kubota er for første gang kommet med i det fornemme felt af traktorer, som er nomineret til Tractor of The Year. Det sker med traktoren Kubota M110 GX.
Kubota M110 GX er den mindste af to modeller i M-serien, der er Kubotas største serie af traktorer, og som er en egentlig landbrugstraktor modsat flere andre af Kubotas modeller, som mere henvender sig til kommuner og den grønne sektor.
M110 GX yder 110 hestekræfter (nominel effekt) og får kræfterne leveret fra en 3,8 liter firecylindret egenproduceret Kubota-motor. Det samme gælder transmissionen, der er en semipowershift-transmission i tre grupper med otte gear i hver gruppe - sammenlagt 24 gear frem og bak.
En kombination af EGR-teknologi med recirkulering af en del af udstødningsgassen og et partikelfilter sørger for, at traktoren overholder Tier 4i/Stage IIIb-kravene.

Traktoren rummer små spidsfindigheder, som man ikke ser på vestlige traktorer. Det gælder blandt andet på forakselaffjedringen, der kan stilles i tre forskellige dæmpningsgrader, og firhjulstrækket, som er hydraulisk.
Traktoren har på grund af det hydrauliske firehjulstræk en funktion, der hedder Bi-Speed Turn. Det fungerer på den måde, at systemet ændrer på forhjulenes hastighed i forhold til hinanden, når man vender rundt på forageren. Det får traktoren til at dreje skarpere med mindre hjulslip.

Kubota kigger i højere grad efter landbruget i disse år. Ikke alene har koncernen de seneste år drejet produktionen af traktorer mere over mod landbruget, men også købet af Kverneland er en indikation af, at landbruget skal spille en større rolle hos den japanske gigant.
Kubota har endvidere offentliggjort, at koncernen planlægger at producere en landbrugstraktor omkring 200 hestekræfter. Det er 65 heste mere end den nuværende topmodel Kubota M135GX, som er storebror til den nominerede M110 GX.
Serien vil givetvis blive med CVT-transmission og baseret på en firecylindret motor. Produktionen vil formentlig ske i Japan, men Kubota har luftet tanken om at producere traktorer tættere på maskinernes endelige destination. Så det kan ikke udelukkes, at koncernen med tiden vil bygge en fabrik til formålet i Europa eller Nordamerika.

Se alle kandidaterne til Årets Traktor

Stem på Årets Traktor




TraktorTech powered by LandbrugsMedierne | traktortech@traktortech.dk | Tlf. (+45) 33 39 47 00